Gå til indhold

Indlæggelse på afsnittet

Se kontaktoplysninger
Informationer til dig og dine pårørende, hvis du skal indlægges på Retspsykiatrisk afsnit SL10.

​Hvordan bliver du indlagt?

For at blive indlagt på et retspsykiatrisk afsnit skal der være en retslig kendelse om dom til anbringelse eller behandling på psykiatrisk afdeling. Alternativt skal der være en retslig kendelse om varetægtssurrogatanbringelse eller mentalobservation.

Du kan også blive indlagt via de Psykiatriske Akutmodtagelser i Psykiatrien Region Sjælland eller efter henvisning fra Retspsykiatrisk Ambulatorium eller fra Almenpsykiatrien.

Har du en dom til behandling med mulighed for indlæggelse, vil der være mulighed for genindlæggelse for at justere behandlingen.

Velkomstmappe

Når du bliver indlagt, får du udleveret en velkomstmappe, der blandt andet indeholder en velkomstfolder med information om kontaktpersonordningen, afsnittet og en udskrivningsguide. I mappen er der også en husorden med praktiske detaljer og ordensregler for afsnittet.

Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at spørge personalet.

​Hvad skal du medbringe?

Hvis det er muligt, er det en god idé selv at medbringe toiletsager, skiftetøj, sko til inde- og udebrug, den medicin, du plejer at tage, og hjælpemidler, som du er afhængig af. For eksempel høreapparat, briller, kørestol eller andet.

Vi anbefaler, at du ikke medbringer store kontantbeløb, smykker og andre værdigenstande under indlæggelsen. Du har mulighed for at låse skabet på dit værelse, men du har selv ansvar for dine værdigenstande, når du er indlagt.

Har du barberskraber, saks, neglefil eller andre skarpe og spidse genstande, vil personalet opbevare dem for dig og udlevere dem ved behov. Hvis du har lightere, deodorant, parfume eller andre brændbare væsker med, opbevarer og udleverer vi også dem. Dette af hensyn til egen og andre patienters sikkerhed.

Medicin, du selv medbringer, vil vi opbevare for dig og udlevere, når det skal tages.

Sengetøj, tæpper, håndklæder og lignende kan du låne på afsnittet.

​Kontaktpersonsordning

Du får tilknyttet et sundhedsfagligt team, der består af tre til fem sundhedsfaglige kontaktpersoner, når du bliver indlagt.

Teamet hjælper dig under forløbet og besvarer spørgsmål, så du oplever en sammenhæng og tryghed i forhold til undersøgelse, behandling og sygepleje. Teamet arbejder tæt sammen med de andre medarbejdere på afsnittet.

Når du bliver udskrevet, vil ordningen naturligt ophøre.

​Hverdagen i afsnittet

For at skabe en forudsigelig og genkendelig hverdag er vores dagligdag i afsnittet bygget op omkring en fast struktur med faste spisetider og planlagte aktiviteter.

Hver morgen holder vi morgenmøde i forlængelse af morgenmaden. Her planlægger vi dagens aktiviteter og uddelegerer de daglige gøremål for eksempel små arbejdsopgaver i forbindelse med måltiderne. Det er også ved disse møder, at der er mulighed for at drøfte fælles anliggender og videregive information.

Vi synes, det er vigtigt, at alle, der har mulighed for det, deltager i de fælles måltider og andre fastlagte fælles og individuelle aktiviteter i ugens løb.

Der deltager altid personale i måltiderne, både for at hjælpe med de praktiske opgaver og for at hjælpe med, at måltidet bliver en hyggelig og social oplevelse for alle.

Vi har aktiviteter både i formiddags- og eftermiddagstimerne. Kontaktpersonen, en ergoterapeut og/eller en fysioterapeut står for de daglige aktiviteter. Aktiviteterne foregår i afsnittet eller i et aktivitetslokale, hvor der er mange muligheder for beskæftigelse. Aktiviteterne kan blandt andet være motion, E-sport, kreative aktiviteter, psykoedukation eller social færdighedstræning, rengøring på værelset og lignende (Miljøterapi).

Aktiviteterne kan også foregå udendørs, da der er en større gård tilknyttet de retspsykiatriske afsnit.

I løbet af en typisk dag vil der også være plads til individuelle træningsopgaver eller –situationer. Du vil også løbende have samtaler med personalet.

Aftenerne bruger vi på sammen at se tv, spille spil eller læse bøger, blade og aviser.

Kl. 22.00 slutter fællesaktiviteterne som hovedregel. Hvis du ikke er klar til at gå til ro, kan du fortsætte aktiviteterne på dit værelse, og selvfølgeligt tage hensyn til medpatienter, der har behov for ro.

Praktiske informationer


PC, mobiltelefon og trådløst internet

Du må ikke have din mobiltelefon, tablet eller computer med på SL10, da patienter ofte har brev- og besøgskontrol. Der er en computer i afsnittet du kan låne, men den har ikke internetadgang.

Hvis du ikke har brev og besøgskontrol, kan du låne afsnittets telefon.

Kontakt

Adresse

Psykiatrien Slagelse

Retspsykiatrisk afsnit SL10 - Slagelse

Bygning 4

Fælledvej 6

4200 Slagelse

Se kort

Find vej - Slagelse

Ring til os

Tlf. 58 53 62 80

Tlf. 58 53 62 80