Gå til indhold

OPUS Behandlingen

Information om selve OPUS behandlingen.

Kontakt OPUS behandler



OPUS behandlingen
Når man bliver psykotisk, indebærer det, at ens virkelighedsopfattelse ændres, og at man oplever sanseindtryk, tanker og følelser anderledes, end man plejer. Hukommelse, koncentration og evne til at planlægge kan også være påvirket. At blive psykotisk kan være en overvældende og angstfyldt oplevelse, også for dem, der er tæt på.

Det kan være svært at finde ud af, hvad der er og hvad der ikke er reelt, og hvor man kan få hjælp. Når et medlem af familien bliver psykotisk, påvirkes hele familien. Familien kan blive chokeret, bange og ked af det, når sygdomme rammer.
 
Støtte, større viden om psykose og behandling i kriseperioden kan hjælpe, så de nærmeste bedre bliver i stand til at forstå symptomer og håndtere vanskeligheder i forbindelse med sygdommen. Pårørendes nære kendskab til patienten er af stor betydning for at forebygge psykotiske episoder.
 
Den enkelte patient og dennes familie får som udgangspunkt tilknyttet en OPUS-behandler gennem 2 år. OPUS-behandleren vil være til kontinuerlig støtte og sørge for at holde kontakten, også selvom det er svært for patienten at møde op.
 
OPUS-behandleren er tovholder og sørger for at koordinere behandlingen i samarbejde med den enkelte, så behandling og opstart af skole/uddannelse/arbejde foregår i et passende tempo.
 
OPUS-behandleren er en del af det tværfaglige team i distriktspsykiatrien, hvor andre relevante fagpersoner efter behov bliver inddraget i behandlingen. Eksempelvis tilknyttes hver patient en læge, som er ansvarlig for bedst mulig tilrettelæggelse af den medicinske behandling.

 

Elementer i OPUS behandlingen

Regelmæssig kontakt med OPUS-behandleren
Ved disse samtaler tager man udgangspunkt i dét, der er aktuelt og vigtigst for patienten. Det kan være generende symptomer, vanskeligheder med at passe sine vanlige aktiviteter eller sociale problemer.

OPUS-behandlerens opgave er også at undervise i sygdommen, sådan at patienten bedre bliver i stand til at mestre symptomerne og forebygge nye psykotiske episoder. Der gives støtte til at få kontakt til kommunen med henblik på egnet job, uddannelsestilbud og aktiviteter. Behandlingsplanlægning foregår i samarbejde med OPUS behandler og kan indeholde deltagelse i forskellige grupper. Der kan være tale om gruppeforløb i psykoedukation, socialfærdighedstræning og eventuelt et forløb med sin familie i familiegruppe. De forskellige dele i behandlingen sættes sammen, så det passer til den enkelte patient.

Undervisning i sygdommen
Undervisning i symptomer, diagnose, behandling, stress/sårbarhed og forebyggelse af ny psykose foregår både ved samtaler, samt i gruppe for patienter og 2 undervisningsaftener for pårørende.

Familiesamtaler
OPUS-behandleren tager hurtigt efter aftale med patienten, kontakt til familien, som tilbydes samtaler.

Flerfamiliegruppe
Hver 14.dag mødes 5-6 deltagere sammen med 1-2 familiemedlemmer for at løse de dagligdags problemer, der er opstået efter en psykose. Man arbejder efter en fast struktur. Der deltager 2 gruppeledere, og gruppen varer 9 måneder. 

Social færdighedstræning
Der trænes sociale færdigheder i gruppe sammen med andre. Man arbejder efter et fast program. Træningen kan også foregå individuelt.

Misbrug
Man kan godt indgå i OPUS-behandlingen , selvom man har et misbrug af alkohol eller stoffer. Det behandles i samarbejde med misbrugscentret.

Afslutning af OPUS-forløb
I god til før der er gået to år, forbereder man afslutning af forløb. Patienten afsluttes til egen læge, distriktspsykiatrisk behandling eller fortsætter hos praktiserende psykiater.

Kontakt

Adresse

Psykiatrien Øst

Kompetencecenter for Debuterende Psykose

Smedegade 16

4000 Roskilde

Se kort

Find vej - Roskilde

Ring til os

Tlf. 58 53 76 25

Tlf. 58 53 76 25