M - Mening
At finde meningen med den situation, man står i
Vi mennesker vil gerne forstå, og når der sker store ting i vores liv, fx psykisk lidelse, så leder vi ofte efter forklaringen på, at det sker. En del af det at komme sig fra psykisk lidelse er ofte, at finde en ro gennem forståelse af, hvorfor det er sket.
Så hvordan finder man meningen? Det vil være forskelligt fra person til person. Det kan være ting, der er sket i dit liv, der samler sig til en meningsfuld fortælling. Det kan være dine livsomstændigheder her og nu. I Psykiatrien møder du også forslag til en forklaring, fx om hvad der sker i hjernen, eller om hvordan traumer påvirker. Det ene gør ikke det andet forkert. Og din meningsfulde fortælling er vigtig, for i den ligger ofte også svar på, hvordan du/I kommer videre. Det vil vi gerne tale om i Psykiatrien.

Sofie
- "Jeg mødte en pige i min terapigruppe, som sagde, at hun måtte tro på, at hun havde disse psykiske udfordringer af en årsag. At hun var stærk nok til at klare det. Dette udsagn resonerede med mig. Det gav
mening for mig, at der måtte være et større billede, og at jeg skulle bruge mine udfordringer til at gøre en forskel. Jeg er ikke specielt
troende, men gospelmusikken har fået mig til at føle mig som en del af noget større, og jeg har i sangen fundet trøst, når det hele virkede
ligegyldigt. Musikken satte ord på de følelser, jeg ikke selv kunne beskrive og fik mig til at mærke, at jeg ikke er alene.
Jeg har haft brug for støtte til at komme til, hvor jeg står i dag. Hjælpen fra min mor har været altafgørende, og fordi jeg har kunne tale åbent om mine følelser med mine tætte relationer, har jeg følt mig set og hørt af dem, der er vigtige for mig".
At bruge sin tid meningsfuldt
Det er vigtigt for os at bruge vores tid meningsfuldt. Spørgsmålet er derfor, hvad du holder af at bruge tiden på, og hvad det er vigtigt for dig at bruge den på:
- Hvad er dine interesser?
- Hvad holder du af at gøre?
- Hvem betyder noget for dig?
- Hvad betyder noget for dig?
Spørgsmålene her lægger sig tæt op ad Forbundetheden og din Identitet – altså, hvilke fællesskaber er vigtige for dig, og hvad du gerne vil i de fællesskaber.
Under en indlæggelse i Psykiatrien kan det være svært at bruge tiden på det, der giver mening i ens hverdagsliv. Ganske enkelt fordi det jo er ting, der sker ude i verden, ikke i Psykiatrien. Vi vil rigtig gerne tale om det, og se hvad vi kan gøre sammen for, at du kan bruge din tid meningsfuldt – både hvis du er indlagt eller vi samarbejder ambulant.

Charlotte
- "Efter 3 år med tilbagevendende depressioner og elektrochok havde jeg en oplevelse af at livet var meningsløst.
Jeg har nu igen fundet mening i livet ved dagligt at gøre noget, der giver mig glæde. Jeg nyder naturen og at være i min have, ligesom jeg er meget sammen med mine børn og børnebørn. Så når dagen går på hæld, kan jeg sige at det har været en god dag, fordi jeg selv har lagt indhold i den. Jeg tager nu selv ansvaret for at få mening i mit liv".
Fotos: Jonas Bonde
Kontakt
Adresse
Psykiatrien Region Sjælland
PsykInfo - Kompetencecenter for Recovery
Farimagsvej 40
4700 Næstved
Ring til os
Torsdag kl. 14:00 - 18:00
Fredag kl. 9:00 - 15:00
Opdateret fredag den 4. jul. 2025